Kristendom og politik

Af sognepræst Peter Lindholt Jessen

Diskussion om forholdet mellem kristendom og politik dukker med jævne mellemrum op. Jeg vil her gerne forsøge at knytte nogle kommentarer til diskussionen og begrunde hvordan jeg selv ser på det forhold.

Når to så væsentlige begreber skal drøftes må vi først være enige om hvad de betyder og rummer. Vi må definere dem, bestemme indholdet: hvad er politik og hvad er kristendom. Hvis vi ikke er enige om begrebernes indhold går man meget nemt galt af hinanden i en samtale.

Kristendom skulle give sig selv – og dog – der findes en mængde forskellige kirker og sekter, der kalder sig kristne. Jeg holder mig til den kristendom, som Den danske Folkekirke står for – skønt der også indenfor den er forskellige opfattelser af hvad kristendom er og betyder.

Folkekirkens kristendoms opfattelse er afgrænset af bekendelsesskrifterne[1]. Det drejer sig i grunden om at Gud har vist sig for os mennesker - i verden - i skikkelse af Jesus fra Nazareth, som vi tror, er Guds søn, Kristus. Guds rige er kommet nær i ham, prædiker vi.

Politik kommer af et græsk ord og betyder egentlig hvordan vi indretter os i byen/verden (polis),

(tik) stiller tingene an. Politik er også måder at anskue verden, samfund, mennesker på ud fra ideer, forestillinger, tanker, drømme, ønsker etc. som vi alle bære på påvirket fra forskellig side.

Det er derfor ikke umiddelbart muligt at skille kristendom og politik fuldstændig fra hinanden, idet de som antydet jo overlapper hinanden. Fordi Gud er kommet ind i verden og verdens skal indrettes, politisk, må der skelnes og skønnes mellem politik og kristendom/religion. Hvad er det ene og det andet.

I en vis forstand er al ytring, hver gang vi siger noget og gør noget, politisk, for så vidt det angår mig og dig og vores fælles liv i verden, i byen, i samfundet.

En prædiken, der ikke er politisk er således en dårlig prædiken, hvis forkyndelsen skal komme os ved som mennesker i verden. Omvendt er en politisk prædiken en dårlig prædiken, fordi der er tale om en balancegang og fornemmelse.

Der skal skelnes og skønnes mellem politik og kristendom. Ord og udtryk skal vurderes og ”vejes”- kritiseres. Og så skal forkyndelsen/prædikenen have sit anker i evangeliet og fokus på Jesus Kristus, som Guds søn.

 Det turde således være klart at der hviler et stort ansvar på præsten/prædikanten i menigheden. 

Vi lever i et frit, demokratisk, dynamisk samfund, som har udviklet sig meget gennem de sidste 200 år, som resten af den vestlige verden. Også menneskets selvforståelse har ændret sig. Vi er blevet mere individualistiske og selvberoende end før i historien. Gamle hierarkier og samfundsformer og mønstre er brudt ned og ændret. Det synes de fleste af os er godt og rigtigt, for vi er børn af vores tid og lever i den. Denne udvikling og disse ændringer giver også nogle nye orienteringer og selvforståelser, dels af hvad politik er og hvad det vil sige at være menneske. Også hvilken rolle kristendommen skal spille i verden. Fx mente mange i 70erne og 80erne af religions betydning var på vej helt ud af samfundet, fortrængt af videnskab og oplysning.

Jeg oplever at politik og partipolitik, de senere år har udvidet sig til også at have meninger om det gode, det sande og det skønne, det etiske, æstetiske og religiøse på en måde som er ny for kulturen og samfundet.

Hvor politik før i tiden gik ud på at lægge rammerne for vores fælles liv, indrette samfundet, så handler det i stadig højere grad om at fylde rammerne ud med det politisk rigtige, det politisk-korrekte.  

Der er således politik i alle tilværelsens og livets dele. Det svarer til at alle ytringer i grunden er politiske, hvis de vil noget og skal flytte om på den måde vi har indrettet os.

Det ændre dog ikke ved at der stadig skal skelnes mellem kristendom og politik og diskussionen går nu oftere og oftere på hvor skellet skal gå. Jesus selv gav, som måske bekendt - som sædvanlig, fristes jeg til at sige - ikke noget entydigt og klokkeklart svar, for det findes ikke i denne verden. Men han siger Matt. kap. 22, 15 ff.: ”…..så giv Kejseren hvad Kejserens er og Gud, hvad Guds er!”

Det betyder i kristen sammenhæng: Gud skylder vi alt – Den politiske magthaver, hvad der tilkommer magten.

Ikke nok med at der skal skelnes mellem kristendom, politik og partipolitik. Der skal også fortages et skøn.

Dette skel mellem kristendom og politik består i sidste instans af et skøn. Et skøn, som du alene, som det myndige menneske du er, med din Gud og din samvittighed må drage. Det gælder som præst som menneske som kristen i menigheden og således som kirke i verden.

Dette skel og dette skøn må bygge på en indsigt i hvad religion, kristendom og politik er og står selvfølgelig til diskussion.

Med det ansvar bevidst og efter bedste evne, er præsten, som altså også er et menneske ligesom dig i den lutherske tradition, altså den, der skal forkynde evangeliet om Gud, der blev menneske ind i verden/byen, som vejen sandheden og livet.

Kirken er i byen. Præsten er af menigheden – efter luthersk opfattelse - kaldet til at forkynde evangeliet rent og purt - om syndernes forladelse og det evige liv -, sætte ord på livet og tilværelsen i lyset af Guds fortælling til os, så vi hver især, som dem vi er, får livsmod og lyst til livet og også til engagement - skel og skøn - deltagelse i verdens liv/samfundslivet.

Jeg prøver således efter bedste evne, som det menneske og den præst og samfundsborger jer er og som jeg hører Gud tale til mig, at forkynde evangeliet ind i mit eget og det fælles liv, vi har som kristne. Det må være det forkyndelsesfrihed handler om.

Jeg vil da ikke nægte at jeg nogen gange rammer ved siden af skellet og skønnet. Men hvis alle var rørende enige med mig, ville der, efter min opfattelse, da først være noget galt. 

Når politik, som kaldes det muliges kunst, ramler sammen med kristendom, som er det umuliges realisering, så skal det da slå gnister!

[1] Det drejer sig om Bibelen, Trosbekendelserne og Det protestantiske bekendelses skrift: Confessio Augustana.