KIRKEGÅRDEN > HISTORIE

 

HISTORIE

 

 

Om Kirkegården

Kirkegården var i gammel tid opdelt, så den var et miniaturebillede af sognet. De forskellige ejerlav havde gravsteder, der som lagkagestykker fordelte sig ud fra kirken. Til hver ejendom hørte et "lejested" (gravsted) på kirkegården alt efter ejendommens størrelse. Sognets fattige, som ikke ejede fast ejendom, blev stedet til hvile samlet i den sydvestligste del af kirkegården. Ligeledes blev sognets udøbte børn begravet langs diget ind til Krohaven.

 

Gange og stier var der ikke mange af på kirkegården i gammel tid. Kun stien fra indgangen til kirkedøren fandtes. Kirkegården blev udvidet mod sydvest i 1870 på grund af befolkningstilvæksten. Dette stykke blev hurtigt belagt med grave uden egentligt system. I 1904 afgav præstegården derfor endnu et stykke jord mod sydøst, og man lavede en gang mellem de to tilkøbte jordstykker. For at man kunne komme uhindret hen til hver enkelt grav på de nye stykker, lavede man øst-vest gående stier. På den gamle del af kirkegården skulle der dog gå mange år, før det blev muligt at færdes uden hindringer mellem gravene - blandt andet på grund af lejestedsordningen.

 

Kirkegården har altid været omgivet af et dige af kampesten. Den ældste del af diget kan stadig ses ind mod Krohaven, hvor man derfor også kan være heldig at finde gamle plantearter. De øvrige sektioner af kirkediget er flyttet/bygget i forbindelse med at kirkegården er blevet udvidet.

 

 

I 1916, 1922 og igen i 1987 anskaffede man jord vest for den gamle kirkegård. Første udvidelse skete på et stykke kommunal jord og gav plads til opførelsen af kirkens kapel. Den seneste gav plads til en parkeringsplads, som stod færdig i 1998.

 

I 1966 var der igen pladsproblemer på kirkegården. Menighedsrådet købte derfor et større jordlod mod syd. Kirkegården blev næsten fordoblet. Dette blev samtidig indledningen til et helt nyt kapitel i kirkegårdens historie. Flere og flere ønskede at blive kremeret, og behovet for en urnegravplads opstod. Denne blev lavet som en roset på stykket over mod præstegården og taget i brug i 1968. Arealet ved siden af blev udlagt til "de ukendtes gravplads". Dette blev første gang taget i anvendelse i 1976. I foråret 2007 rejste menighedsrådet en granit skulptur, " Et liv og et andet", for at markere denne gravplads.

 

Hvor hegnet mellem den nye og den gamle del af kirkegården havde været, anlagde man, som et af de første steder i landet, en skovkirkegård. Den første begravelse fandt sted her i 1973. Siden har denne gravform været meget populær, og "Skoven" dækker nu hele den sydlige og vestlige del af kirkegården. Endnu en ny og meget populær gravform blev der plads til på det nye areal – "plænegravsteder". Disse er placeret lige syd for den bredde tværgående gang mod såvel øst som vest. På begge sider af denne gang er også lavet nogle mere traditionelle gravsteder adskilt med bøgehække.

 

Seneste store tiltag på kirkegården er en større åben plads i det sydøstligste hjørne. På grund af elmesyge måtte et stort gammelt elmetræ i præstegårdshaven fældes. Jørgen Fog Hansen, Hesbjerghuse, omdannede så i 2002 ved hjælp af sin motorsav stammen til en flot prædikestol med himmel. Den har siden dannet ramme om flere friluftsgudstjenester.

 

Mange forskellige typer gravsten findes også på Vissenbjerg Kirkegård. Af særlig lokalhistorisk interesse skal dog kun nævnes to. Det drejer sig om den fynske "kloge mand" og kvaksalver, Boelsmand Rasmus Nielsen, som døde i 1834, samt hans kone og plejesøn. Deres gravsten står lidt vest for kirken. Den anden er en mindesten rejst over Peder Jørgen Andersen, som døde 9. April 1940 i kamp ved Bredevad i Sønderjylland.

 

Oplysninger om kirkegårdens historie kommer fra Jens Erik Rossander Sørensen, der var kirkegårdsleder 1966-92. Han er desuden nærmest opvokset i kirken, idet såvel hans forældre som bedstefar havde deres daglige arbejde der.  

Redigeret og skrevet af Henriette Wielandt  

  Vissenbjerg Kirke  |  Vestergade 4  |  5492 Vissenbjerg  |  Tlf. 6447 1225  |  vissenbjerg.sogn@km.dk