Trinitatis søndag

Prædiken holdt Trinitatis Søndag V/ Karin Dahm Mortensen med efterfølgende indvielse af den nye urnegård.
Søndag d. 3. juni 2012 

Kærligheds-  og sandheds Ånd
jords- og himmels hjertebånd
knytter du alene
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn
Amen                                                

I dag fejrer vi Trinitatis søndag.
Det er en søndag med en betegnelse som nok vil være noget fremmedartet for mange. Endnu et par fremmedklingede navne følger søndagen her: Trefoldighedsfest – Treenighedsfest.

Og, det vil sige, at efter vi nu har holdt de tre store fester: Jul, Påske og Pinse, så holder vi fra nu af og frem til advent, hver søndag, det vi kunne kalde hverdagens fest.

I år får vi således 24 søndage efter i dag, som er trinitatis søndage.

Med disse noget fremmedartede betegnelser: trinitatis, trefoldighedsfest, treenighedsfest, kunne man måske tro det handler om en rigtig gammel fest.

Men, det er det nu ikke.

Festen er ikke mere end 5-600 år gammel.

Og, det er jo ikke noget!

I alt fald ikke når vi husker på festen vi holdt sidste weekend: Pinsen. Som er en fest der holder sine 2000 år.

Det, er længe!

Og, nu vi er ved det, så er vi, her i Vissenbjerg, i dag, faktisk også på den lange bane. På to måder:

Vi har lige fået døbt det lille dåbsbarn, Asbjørn, med Guds løfte til ham og hans familie, om, at Gud vil være med ham, fra i dag – og til evig tid!

Fra i dag er det lille dåbsbarn lovet adgang til Guds evighed gennem Jesu Kristi trofasthed. 

Og, så har vi jo, også, her i dag, indvielsen af vores nye urnegård.

Som med tiden vil blive det sidste hvilested for mange.

Urnegravsteder, hvor over solen vil løbe i sin bane til den sidste store solopgang fra det høje.

De nye urnegravsteder bliver altså en del af kirkens grund.

Kirkens grund, kirken, er jo stedet vi kan komme med alt hvad der sker i vore liv.

Komme, med alt det vi ikke kan komme med andre steder:

Vores tro, vores tvivl, vore anfægtelser, afmagt, vores jubel, vores sang og tak.

Her, i kirken, er der højt til loftet i mere end én forstand.

Ikke, for at vi skal føle os små.

Men, for at vi kan rette os op, og vide os del af noget som er til før os, og som vil være til efter os:

Guds vilje, Guds hjerte.

I dag, Trinitatis søndag, hører vi om Guds vilje og hjerte gennem evangeliet vi hørte lige før, og ved Asbjørns dåb. Teksten som ofte kaldes: ”Dåbsbefalingen”. Eller: ”Missionsbefalingen”, ud fra Jesu ord: ..Gå nu I ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem…Mig er givet al magt, i himlen og på jorden..

Det er Jesu sidste ord til disciplene.

Og, når det hedder ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden... og videre frem ..”. Så er det ”mig”, der er tale om - Jesus Kristus.

Han som er kærligheden og sandheden i egen person. Han er jordens- og himmelens- hjertebånd.

Kærligheden er det altså, der befaler. Og det er i lyset af kærligheden må vi forstå missionsbefalingen.

Uden kærlighed er missionsbefalingen - hjerteløs.  

Det er hverken den danske folkekirke, der er givet al magt i himlen og på jorden. Eller nogen andre nationalkirker.

Livets kilde springer af kærligheden.

Kærligheden fra Gud Fader, med den kærlighed som fik stemme og krop ved Guds Søn, Jesus Kristus.

Og Helligånden, 3. manden, som blæser støvet af biblens gamle tekster og ord, så vi forstår, at denne kærlighed kommer altså også os ved, os og vores hverdag.

Når vi, som her idag hører dåbs/missions befalingen betyder det derfor ikke, at det er os, der skal frelse og omvende andre.

Den magt, er forbeholdt kærligheden – Guds himmelske kærlighed, som kom til jorden for at fortælle os, hvem vi er og hvad vi skal: Leve et menneskeliv i troskab mod jorden og alt hvad der hører menneskelivet til.

Og vi skal altid minde hinanden om, at det er Guds kærlighed der har magt til at omvende andre. Ikke vores.

Vi skal se og forstå os selv og hinanden, som værende på lige fod om alt hvad angår vore livsvilkår.

Også på lige fod om alt det ingen af os kan undvære: kærlighed. Tro. Og håb.

Tro, håb og kærlighed.

Fader, søn og Helligånd.

Treenigheden. Kristendommens grundlag.

Med kristendommen står vi ikke over for at få svar på tilværelsens store livsspørgsmål. Kristendommen er ikke svaret på livets gåder. Kristendommen fastholder at livet er gådefuldt. Og derfor bliver vi aldrig færdige med at undre os, eller forundres:

Der vil hele tiden være noget at spørge til. Og spørge om. Det vises tydeligt, når vi hører læsningen fra første tekstrække, med, her i dag:

Den lærde, og kloge, Nikodemus kom om natten, hvor sjælens porte står åbne: Da kom han til Jesus for at få svar på den længsel og drøm han havde: om at leve uden tvivl, i en verden med fred og harmoni. Som vi hørte, måtte Nikodemus gå igen, med endnu større, og dybere spørgsmål, end det han kom med:

”I må fødes på ny. Vinden blæser der hvorhen den vil, og du hører den suse”, lød Jesu ord.

”Men, du ved ikke, hvor vinden kommer fra. Og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver som er født af ånden,” slutter han.

Vi kender meget godt hvordan sommervinden kan være uberegnelig. Eller, morgenvinden. Denne svale brise, eller hilsen, som er ud over vore viljer, vore ønsker og færdige svar. Sådan som salmedigteren Jakob Knudsen sætter ord på det i den første salme vi sang her i dag:

”Lysvæld bag ved lysvæld, i himlen ind, did hvorfra den kommer nu, morgnens vind. Vi sanser, vi aner, at Gudsriget er mere end noget der skal komme engang, med den sidste store solopgang fra det høje.

Gudsriget er også nu. Og derfor er livet er også noget andet og mere, end hvad vi vil have det til at være.

Livet er en gåde. Som vi hver dag får givet på ny. Og som vi derfor aldrig helt får styr på. Et liv som rummer overraskelser, glæder, sorger, smil, tårer som vi slet ikke var forberedte på.

Og vi ser at vi ikke kun er født til at leve, men ved dåben er vi også født på ny/genfødt til dette liv. Vore liv er ikke kun en biologisk mekanisme, men også Gudgivet. Guds dåbsgave – Guds opgave til os.

Som vi må åbne os for, mærke pulsslaget, hjerteslaget, sårbarheden, smerten og glæden. Så vi får levet dette gådefulde, uigennemskuelige, besværlige og fantastiske liv. I dag. Jeg vil slutte med endnu et vers fra morgensalmen: Se, nu stiger solen:

Nemlig med ordene: jeg vil ånde luften i fulde drag/ Synge Gud en sang for den lyse dag/ takke ham, at morgenen mig endnu er sød/ at mig dagen fryder/ trods synd og død.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud: Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu, og i al evighed.

                                                                          Amen