Samfund og kirke på en grundlovsdag

Uddrag af prædiken holdt 6. s.e.påske 2011, som faldt på Grundlovsdag 5. juni.
Ved sognepræst Peter Lindholt Jessen

Evangeliet fra Johannes evangeliet  15, 26 – 16,4:  
Jesus sagde: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. v27  Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

v1  Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. v2  De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. v3  Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. v4  Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.

Kirken er en historisk størrelse, som har sin begyndelse i begivenheden med Jesus fra Nazaret, som vi tror er Guds søn, Kristus, verdens frelser. 

Det gik jo ikke stille af for de kristne i de første århundreder. Kristne var forfulgte og mange døde som martyrer, blev kastet for løverne i Rom eller andre steder.

Først i begyndelsen af 300- tallet under Kejser Konstantin den store bliver kristendommen officielt accepteret og kirken kommer til at spille en kolossal rolle særlig i Europa igennem hele middelalderen.

I den nære orient, i Mellemøsten lever kristendommen side om side med først jødedom, som den jo er vokset ud af og fra omkring 600 med Islam som ekspandere voldsomt i løbet det 600- tallet og vi får korstoge og krige og anden religiøs og kulturel udvikling og kamp.

Omkring år 1500 står Islam stadig ved Europas indgange i Spanien, udenfor Wien fx

Reformationen og humanismen fejer hen over Europa i 1500 – tallet. Protestantisme – luthersk kristendom bliver formuleret og er med til at danne Danmark, skønt vi har været kristne i hvert fald siden kong Harald Blåtand lod sig døbe.

På godt og skidt, i diskussion, kamp og krig er kristendommen med til at forme det samfund – den kultur vi kender i Europa den dag i dag.

Vi hører tit at kristendom ligge så dybt i os danskere ” at man ikke kan se skoven for bare træer”. Sygehus, skole, ligestilling mellem mænd og kvinder, menneskerettigheder etc. tilskrives kristendommen – ja der er dem, der vil argumentere for at vor skattesystem – at de stærkes skuldre skal bære det meste  - de der har meget skal bidrage med desto mere egentlig skyldes kristen livs forståelse og menneske syn – som brødre og søstre vi dele.

Det kan være svært at udrede de historiske detaljer præcist – men så meget er sikkert: Kristendom har været en vigtig del af vores kultur og har præget vores måde at forstå os selv på i 1000 år. Den kamp og diskussion der har fundet sted mellem dem, der har formet og dannet Danmark, magthavere og meningsdannere – konger og adel, præster og bønder, arbejdere, filosoffer, teologer - folket og politikere, da det bliver moderne for alvor med grundloven af 5. juni 1849 - har bragt os derhen hvor vi er i dag.

Nu ser det ud som om kristendommens fundering i Danmark er under pres. Færre og færre er medlemmer af folkekirken. Ved næste grundlovsændring vil Folkekirke formentlig blive skilt fra Staten, skønt en organisatorisk adskillelse ikke vil kræve en grundlovsændring.

Kirke – stat forholdet kan jeg se fylder meget i aviserne i denne weekend.

En form for reorganisering af stat – kirke forholdet vil vel være rimelig nok i et moderne multikulturel og multireligiøst samfund.

Hvad man blot skal huske er at religion er ikke uproblematisk.

Religion er dobbeltsidig på den måde at den kan løfte og berige, men også trække mennesker og kulturer ned.

Som helhed spiller religion en større og større rolle for folk måde at forstå sig selv på i verden – måske ikke i Danmark i hvert fald ikke i en folkekirkelig, kristen udformning umiddelbart.

Og dog. 

Kristendom er stadig vigtig for os og vi kommer i kirke til de store begivenheder der påkalder sig religiøs tydning og tolkning. Det er når livet kommer og går, når kærligheden tænder os, så søger vi kirken og dens ritualer - også konfirmationen står stadig stærk i de fleste familier.

Man kan måske sige at det kit, den sammenhængskraft som kristendom og de kristne fortællinger har fungeret som i vort samfund har mistet sin spændstighed og styrke.

Før sang vi de samme salmer og sange, hørte de samme historier og myter om sandhed, mening og betydning, retfærdighed. Det gør vi ikke mere.

Det er i det store hele, set herfra - individualitet og rationalitet, der ligesom har sejret ad helvede til - med et citat fra en gammel fagforenings mand – idet jeg udelader det sidste han sagde: Godt!

Det første – traditionstabet, tabet af fælles kulturgods kan man nemlig konstatere. Det sidste: om det er godt eller skidt er et spørgsmål om, hvad man vil og det er jo op til den enkelte borger, som det hedder, netop ikke samfundsborger, men blot og bar borger – i vores tid. 

Har Jesus ord til disciplene i dag relevans for os der er samlet her i Vissenbjerg kirke i dag 6 . søndag efter påske – Grundlovsdag.

Ja det har det bestemt. Ellers var vi her jo ikke. Vi er måske som gudstjenestefejrende menighed blot en lille eksklusiv skare i det store hele.

Det genuine ved kristendommen, det særlige er at den fortæller, prædiker, forkynder os Sandheden - med Stort S.

Sandheder er ikke populære i et moderne individualistisk samfund som det danske.

Men det er det kristendommen gør – sætte os i Sandhedens, Guds  lys og perspektiv – et andet lys og perspektiv end det vi selv kan regne ud.

Særlig ved dåben er det tydeligt. Det er også derfor dåben stadig står stærkt i blandt os. Vi er ikke kun vore forældres børn, men vi bliver Guds børn – bliver en del at Guds fortælling og historie, podet ind i Kristus og får som hans elskede børn, brødre og søstre - syndernes forladelse og det evig liv – som det hedder på kirkesprog. Vi får Guds kærlighed at føle!

Gudstjenesten og dåben sætte os i en guddommelig sammenhæng, som rækker ud over os selv og vort eget og forpligter os på hinanden, som mennesker først og kristen så i samfund og kirke. 

Vi er danskere, vi findes i mange modeller og af forskellig observans, vi tale forskelligt sprog og finder betydning og sandhed i mange forskellig ting som dem vi er. Der hvor vi er.

Er der noget der er karakteristisk for vores tid, så er det vores forskellighed.

Denne forskellighed som er en berigelse og et løft, hvis vi deler den med hinanden.

Det kan vi kun hvis vi er forpligtet på hinanden.

Forpligtet på hinanden bliver vi i mødet med den anden, som medmenneske, livs-deler, samfundsfælle – delagtige i hinandens liv, foretagsomhed gøren og laden.

Vi skal tale med hinanden og ikke til hinanden og om hinanden. Vi er et os og ikke os og dem. I en kronik skriver Poul Smidt:

Der var engang så flotte ord om Danmarks folkehjem. Men sangen fra det danske kor er nu om os og dem. Niels Frederik Severin Grundtvig gamle ven stat op og gå igen.

Så Danmarks gamle folkehjem kan rumme os og dem.

Den centrale sætning i evangeliet i dag er: Jesus der siger: Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. Sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer skal huske på , at jeg har sagt det til jer.

Begejstringen, ånden, Helligånden skal komme, Sandhedens ånd. Det sker på søndag til pinse, når skoven bliver rigtig grøn –

Den ånd som skal holde os fast på at Jesus er Herre og Kristus, verdens frelser, så vi kan samles og holde gudstjeneste, synge, bede, lytte, reflektere, beslutte os, døbe, holde nadver og tage del i samfundslivet også uden for de helliges samfund. Vi skal være noget for dem vi har livet sammen med og gøre det gældende, som vi som kristne finder rigtigt og godt, der hvor vi er og har vores gang i dagligdagen. Amen