Pilgrimsvandring i Vissenbjergene

Søndag d. 29. maj, bliver der mulighed for at deltage i en pilgrimsvandring umiddelbart efter gudstjenesten, som begynder kl. 10.00.

Vissenbjerg Menighedsråd har inviteret pilgrimspræst Elisabeth Lidell som turleder,  og hun vil endvidere, som afslutning på vandringen, holde en lille andagt i kirken.

Inden da, d. 4. maj, kommer Elisabeth Lidell og holder et foredrag om netop pilgrimsvandring og dens historie.

Skulle man inden den 29. maj få lyst til selv at gå foråret i møde med en lille pilgrimstur, kan det følgende måske inspirere til en god tur ud i vores unikke terræn, hvor et stort stisystem giver næsten uendelige muligheder for en vandretur. 

Det er efterhånden 4 år siden jeg for første gang inddrog pilgrimsvandring som en del af konfirmandundervisningen ud fra tanken om, at man behøver ikke at sidde ned for at lære noget.

Så ad sti og afsted er det gået når påsken nærmede sig, og påskeugen har hvert år været temaet for vandringen med de forskellige dages begivenheder som ”stationer” på pilgrimsvandringen.

Vi indleder selve pilgrimsvandringen i kirken, ved døbefonten, hvor dåbsløftet læses højt: ”...se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Så starter vandringen med Udsigten som første stop – her genfortælles hvad der skete Palmesøndag. Turen går derpå videre til parkeringspladsen ved skovsøen hvor Skærtorsdag er det vi gør ophold ved og afslutter med altergang, inden vi fortsætter. Nu kommer en længere strækning: gennem ”Afgrunden” går det med Langfredag for øje. Med adgang gennem alleen til Fugleviglund går det opad og opad til bakken på Langelinje hvor Langfredagens begivenheder genfortælles og vi synger salmen ”Hil dig frelser og forsoner”. Så går vi det sidste stykke i stilhed langs Langelinje tilbage forbi udsigten og ind i kirken hvor vi hører påskeevangeliet, synger en påskesalme og lytter til et stykke musik som organisten spiller for os.

At pilgrimsvandring inden for de seneste 15-20 år er blevet så populært tilskrives overvejende et større og større ønske hos mange om at finde plads og rum til at komme ned i tempo, samt behovet for at kunne fordybe sig i kristne temaer og områder.

Vi lever i en tid som er meget optaget af tal og af at fortolke hvad statistikker kan vise med både tal og kurver. Tendenser og teorier bliver hurtigt til overskrifter der skiftevis henrykker eller truer.

Sideløbende er der også  ”sprogblomster” som med bare et enkelt ord eller en vending begrænser og forsimpler: f.eks  er en hel generation i nyere tid udpeget og begrænset ved ordet ”Ældrebyrden”. Pilgrimsvandring er for mange et forsøg på at finde plads for en udvidelse af tankerne for dette at være et menneske med en plads og en tid på jorden.

Selve definitionen på en pilgrim var tilbage i katolsk tid at være vandring mod et helligsted for at søge aflad. I vor tid, og med den evangelisk-lutherske kirke som vores, er, hvad angår det indholdsmæssige af dette at være pilgrim, ændret væsentligt.

At være pilgrim i vore dage og på vore breddegrader det er at være på vandring mod en kirke.

De første kristne kaldte kirken for ”Vejen”. Og det er da også et godt billede på dette at være kristen: at vandre på og holde sig til en bestemt vej gennem livet.

Vi lærer bedst at forholde os til vor livsvandring ved at høre til i en kirke. I kirken møder vi evangeliet der lyder til både livsmod og anfægtelse, håb, trøst og fred. Hver søndag sender gudstjenesten os ud i en ny uge at møde livet og tilværelsen sådan som det nu vil forme sig. Med os har vi Fadervor og Trosbekendelsen som pejlemærker, mens vi går den nye uge og vore medmennesker i møde.    

Karin Dahm Mortensen